Kontakt os / Bestil tid
Klik her

Mulige bivirkninger efter brystløft

Se oversigt over mulige bivirkninger og komplikationer ved et brystløft.

Asymmetri

Mange kvinder har fra naturens hånd asymmetriske bryster. Ved en brystløft operation kan man i nogle tilfælde reducere denne asymmetri, mens asymmetrien i andre tilfælde forbliver uændret. Selv uden forudgående asymmetri er der en lille risiko for et uens resultat. Det er dog sjældent, at en sådan opstået asymmetri kræver korrektion.

Ar 

Arrene efter operationen vil typisk være røde og hævede, men dette fortager sig i løbet af 6 - 12 måneder. Arrene vil med tiden ofte blive smalle og lyse, men hos enkelte kan arrene blive brede og mørkt pigmenterede.

Følsomhed af brystvorten

Der kan være følenedsættelse i brystvorten efter operationen, men følesansen genvindes ofte efter nogle måneder. Hos enkelte bliver følenedsættelsen dog permanent. 

Amning

Teknisk set vil du kunne amme efter brystløft operation, men hvis du i forbindelse med operationen har mistet følsomheden af brystvorterne, kan dette umuliggøre at amme.

Efterblødning

I sjældne tilfælde (under 1%) kan der efter operationen opstå en blødning. Dette kan kræve en ny operation. Efterblødning giver ofte misfarvning i ugerne efter, men ødelægger ikke det blivende resultat. Alle omkostninger i denne forbindelse dækkes af os.

Infektion 

Ved al kirurgi kan der komme infektion, og selv om dette er sjældent i forbindelse med et brystløft (under 1%), kan det dog forekomme. Det kræver antibiotika behandling.
Tegn på infektion er rødme, varme, hævelse, dunkende smerter, almen påvirkning og evt. feber.

Hvis du ryger eller er overvægtig, er risikoen for infektion større.

Vævsdød

Vævsdød efter operationen er sjældent, men det kan forekomme. Vævsdød betyder, at huden mister sin blodforsyning og dør. Drejer det sig om overfladiske dele af huden, kan det ofte hele ved god sårpleje, men er der tale om dybere vævsskade, må det døde væv skæres bort.

Vævsdød rammer oftest overvægtige og rygere. Vævsdød kan i sjældne tilfælde ramme brystvorten og det farvede parti rundt om brystvorten. I disse tilfælde kan vi genskabe brystvorten med en rekonstruktion, som dog ofte vil være synlig og permanent. 

Kontakt os / Bestil tid
Klik her

Book online

Book online direkte på:

Book online

Kontakt os