Kontakt os / Bestil tid
Klik her

Forløbet efter en brystreduktion

Efter en brystreduktion er der en række forholdsregler, som du skal være opmærksom på. Læs her, hvad du kan forvente dig i tiden efter operationen.

På operationsdagen

Smerter

Der kan være smerter umiddelbart efter operationen, og du kan derfor have behov for smertestillende medicin.

Sivning og forbinding

Der kan komme lidt sivning fra såret. Det er helt almindeligt og kræver ikke behandling. Hvor længe forbindingen skal sidde aftaler du med speciallægen. Hvis du har fået et dræn, bliver det fjernet inden du går hjem eller du kommer ind en af de følgende dage for at få det fjernet.

Svar på vævsprøve

Inden udskrivelse aftaler du med speciallægen, hvordan du får svar på vævsprøven. Der går 10-14 dage inden vi har svaret.

Efter udskrivelsen

Smerter

Der kan være smerter og spændthed / hævelse af brystet i 1 - 2 uger. Det aftager nogle dage efter operationen. Du kan derfor have brug for noget smertestillende håndkøbsmedicin.

Brusebad

Dagen efter operationen må du gerne tage brusebad. Tapen beholder du på og klistereffekten holder efter brusebad.

Hårvask

Du må vaske hår i forbindelse med brusebad, men hvis det gør ondt, bør du vente et par dage.

Creme

Du må først bruge creme, når såret er tørt og uden sårskorper. I tiden hvor du bruger tape, skal cremen være optaget i huden, inden du sætter tape på.

Støtte

Den udleverede BH bør du bruge dag og nat i 3 uger efter operationen. Herefter yderligere i 3 uger, kun om dagen. BH-en må du tage af i forbindelse med bad, og når den skal vaskes. Bøjle BH kan genere arrene, så den skal du ikke bruge, før der er gået nogle uger, og den ikke generer eller gnaver i arrene.

Tape (micropore)

Du har tape på efter operationen. Det skal sidde på, indtil du kommer til opfølgning hos sygeplejersken efter 14 dage. Vi anbefaler derefter, at du anvender tape hen over arrene de første 3 måneder efter operationen. Du skal kun skifte tapen en gang om ugen eller hver 2. uge. Du får tape med ved udskrivelsen, eller når du kommer igen. Du kan købe mere tape på apoteket.

Sovestilling

Vi anbefaler, at du ikke ligger på maven i ca. 4 uger efter operationen. Det må ikke gøre ondt. Du må gerne sove på siden – støt evt. med en pude i ryggen.

Sollys

For at få så pæne ar som muligt er det vigtigt at beskytte arrene mod sollys og solarium de første 12 måneder efter operationen. Vi anbefaler, at du beskytter arrene med plaster, overdel eller solcreme med min. solfaktor 15. 

Tråde og opfølgning

Du kommer til opfølgning og evt. fjernelse af tråde hos sygeplejersken 14 dage efter operationen. 3 - 6 mdr. efter operationen tilbyder speciallægen dig en tid til opfølgning, som du selv skal ringe og aftale. Hvis du får problemer inden, er du selvfølgelig altid velkommen til at kontakte os. 

Bilkørsel

Du må ikke selv køre bil, før du kan reagere normalt i enhver situation og kan spænde sikkerhedsselen over brystet.

Kontakt os / Bestil tid
Klik her

Book online

Book online direkte på:

Book online

Kontakt os