Kontakt os / Bestil tid
Klik her

Forløbet efter en fedtsugning

Efter en fedtsugning er der en række forholdsregler, som du skal være opmærksom på. Læs her, hvad du kan forvente dig i tiden efter operationen.

Smerter

I den første uges tid efter operationen kan du have brug for smertestillende håndkøbsmedicin. Klik her for at læse mere om smertelindring

Bandage

Den stramme bandage, buks e.lign. skal du bruge for at mindske hævelse og for at sikre, at huden sætter sig pænt efter fedtsugningen. Den elastiske bandage skal du bruge dag og nat i tre uger og om dagen i tre uger derefter. Bandagen må du kun tage af i forbindelse med bad, og når den skal vaskes. Hvis du har mulighed for det, anbefaler vi, at du har noget bomuldsstof under bandagen, fx en T-shirt. Det vil være mere behageligt.

Sivning af væske

I de første dage kan det sive en del fra de små indstikssteder som følge af den væske, der er sprøjtet ind i forbindelse med fedtsugningen. Det vil være tynd, blodig væske. En sugende forbinding eller bind kan opsuge dette. 

Brusebad

Et døgn efter operationen kan du tage brusebad, og kun i den forbindelse må bandagen tages af. Den stramme bandage kan dog være svær at få på igen efter bad, især i den første uge, hvor du er meget hævet. Så vent gerne en uge med brusebad og lav etagevask i stedet for. Vil du have et bad, så start i den første uge med lidt kortere bade, så områderne ikke når at hæve for meget op. Tapen over sårene kan tåle, at du tager bad, idet klistereffekten holder efter brusebad.

Tape (micropore)

Du har tape på efter operationen.­ Det skal sidde på, indtil du kommer til opfølgning hos sygeplejersken efter 14 dage.

Vi anbefaler derefter, at du anvender­ tape hen over arrene de første 3 måneder efter operationen. Du skal kun skifte tapen en gang om ugen eller hver 2. uge. Du får tape med ved udskrivelsen­, eller når du kommer­ igen. Du kan købe mere tape på apoteket.

Creme

Du må først bruge creme, når sårene er tøre og uden sårskorper. I tiden hvor du bruger tape, skal cremen være optaget i huden, inden du sætter tape på.

Hævelse og ujævnheder

Der opstår altid hævelse efter en fedtsugning. De første uger efter en fedtsugning skal du forvente, at områderne er hævede. Det betyder, at de fedtsugede områder vil have ca. samme størrelse som inden fedtsugningen. Hævelsen kan vare i op til 6 - 8 uger. Ujævnheder i form af mindre buler kan ses i flere måneder efter en fedtsugning. Når hævelsen har fortaget sig, vil området blive hårdt pga. arvævsdannelse i dybden. Denne hårdhed forsvinder igen, men det kan tage lang tid. Let massage af området kan evt. gavne.

Misfarvning

Det er almindeligt, at de sugede områder samt områder nedenfor disse kan blive misfarvede som ved et stort blåt mærke. Misfarvningen fortager sig i løbet af en måned. 

Massage af det behandlede område

Efter en uge kan du begynde at massere de behandlede områder. Dette giver en lindring, men har ingen indflydelse på det blivende resultat. Du skal massere udefra og ind mod centrum af kroppen, så du hjælper væsken væk fra de opererede områder. Det er vigtigt, at du har en fornemmelse af, at det er underhuden og ikke musklen, du masserer.

Arbejde

Du kan typisk starte med at arbejde efter 3 - 10 dage afhængig af dit job samt omfanget af fedtsugningen. 

Gåture og cykling

Du må gå ture og cykle, når du har lyst. 

Løb, aerobic, gymnastik og sport 

Du kan starte / genoptage løbetræning og lignende 1 uge efter operationen.

Svømme

Du må svømme ca. 1-2 uger efter operationen, men først når der ikke er synlige sårskorper.

Køre bil

Du kan køre bil, når du kan reagere normalt i enhver situation. 

Sollys

For at få så pæne ar som muligt er det vigtigt at beskytte arrene mod sollys og solarium de første 12 måneder efter operationen. Vi anbefaler beskyttelse af arrene med tape (micropore), overdel eller solcreme med min. solfaktor 15.

Tråde og opfølgning

Efter ca. 2 uger får du trådene og tape fjernet hos en sygeplejerske i ambulatoriet. 3 - 6 måneder efter behandlingen tilbyder speciallægen dig en tid til opfølgning, som du selv skal ringe og aftale. Hvis du får problemer inden, er du selvfølgelig altid velkommen til at kontakte os.

Løfte/bære

Du må løfte og bære, når du ikke har smerter, det vil sige efter ganske få dage.

Kontakt os / Bestil tid
Klik her

Book online

Book online direkte på:

Book online

Kontakt os